Om mig
Pænt goddag, mit navn er Katrine
Mit ønske med denne side er at inspirere dig til at leve et frit og autentisk liv, der er tro mod din inderste kerne. Jeg ønsker at hjælpe dig til at gøre det økonomisk muligt, ved at vise dig, hvordan du kan skabe et fast indkomstflow ud fra din passion med passiv indtægt (uden at have penge til investering).
Jeg går hver dag vejen mod et frit liv for mig selv – fordi det er den vigtigste værdi i mit liv og rigtig meget nøglen til livsglæde og trivsel i mit liv. Jeg er kommet ret langt og vil gerne dele ud af mine erfaringer, så du måske kan bruge det som inspiration til dit eget liv.
Jeg tror på at vejen til et lykkeligt liv er at gøre det, man gør bedst.
Alt for mange gør det, der forventes af dem. Eller det de tror, der forventes af dem.
Det er i mine øjne ikke den direkte vej til et lykkeligt liv. Det er blot den mest effektive måde at skaffe mere modvind på sin eget cykelsti.

Men hvordan designer man et liv med mere medvind?
👉 Gør lidt mere af det, du ikke kan stoppe med at gøre.
👉 Det du gør, når du glemmer tiden.
👉 Det du bliver mest glad af.
👉 Det der tømmer bankkontoen før den første i måneden.
👉 Det der lader dine batterier op.
Det er ofte her din superpower ligger. Måske er du så god til det, at du ikke tænker over at det er din superpower. Fordi det falder så naturligt for dig at du ikke tænker det er ”noget særligt”.
Når der er flow, er der potentiale, og hvem ved, måske kan denne superpower blive noget du kan leve af en dag,
Jeg vil i al fald gøre mit bedste for at inspirere dig til, hvordan du kan tjene penge på din superpower - så den kan få lov at tage endnu mere plads i dit liv.
Jeg har efterhånden fået snævret mit arbejdsliv ind til det, jeg har aller mest flow i at gøre. Og det stikker i flere retninger. Det er en god blanding af hobby, yndlingsaktiviteter og tilpasninger til min (meget frihedssøgende) personlighed.
Her får du et udpluk af kasketterne i mit skab:
Mit “hvad laver du så” jeg
Når folk spørger mig: Hvad arbejder du med, så siger jeg som oftest “online markedsføring”, selvom der er flere grene i mit virke. Jeg har mit eget enkeltmandsfirma – Thor Online Markedsføring. Her laver jeg SEO, hjemmesider, bygger medlemsklubber og laver e-mail marketing for kunder, ligesom jeg underviser i disse discipliner.
Jeg er totalt en lille nørd – teknik nørderi er min superpower. Derfor har jeg valgt en tekniske vej – hvor jeg selvfølgeligt selv har valgt, hvilken retning jeg har specialiseret mig i.
Denne kasket er mit udadvendte jeg, hvor jeg har fornøjelsen af at undervise andre, prøve nye ting og projekter og holde mig ajour med udviklingen – for fortsat at være relevant for mine kunder.
Jeg har været selvstændig siden 2018 og jeg kan nok aldrig vende tilbage til et almindeligt lønmodtagerjob. Dertil sætter jeg simpelthen min frihed for højt.

Mit udprægede dovne og introverte jeg
Lad det være sagt med det samme: Jeg er mega introvert og gider derfor kun mennesker i tilpassede doser. Dertil har jeg en udpræget doven side. Jeg gider ikke arbejde 80 timer om ugen, faktisk vil jeg helst stoppe kl 13 og gå en lang tur i naturen. Men jeg bruger hellere end gerne masser af tid på at bygge systemer, der kan supportere min dovne og introverte side.
Her dukker en anden passion op i mit arbejdsliv. Det er mine aktiviteter med passiv indtægt og affiliate-marketing. Affiliate-marketing er det at få en kommission for at skaffe et lead eller et salg til en samarbejdspartner. Derudover sælger jeg online kurser som passiv indtægt, der står og skaber indtægt, når jeg går tur.
Du kan læse meget mere om disse ting andre steder på hjemmesiden.
Jeg elsker at bygge systemer og får kæmpe glæde af at tjekke data på SEO resultater, og selvfølgeligt at følge med i, hvor mange penge der tikker ind på kontoen fra mine passive systemer.
Mit mål er at denne passive indtægt bliver nok til at jeg kan leve godt af det, og ikke behøver tage kunder ind, hvis ikke jeg lige føler for det. Det giver en kæmpe frihed ikke at være afhængig af at skulle fakturere et vist antal timer hver måned, for at betale huslejen.

Mit afslappede jeg
Jeg har alle dage elsket at dyrke have. Hvor min søster ønskede sig en knallert i konfirmationsgave, da ønskede jeg mig et drivhus. Mine fingre har været grønne (nok mest sorte) hele mit liv, og det er også blevet min passion senere i livet.
En udløber af det er at jeg har en blog der hedder Mikrohaven.dk. Mit mål med denne er at lære folk at dyrke deres eget grønt på lidt plads. Jeg har virkeligt en kæphest omkring næringsindhold i de planter, vi almindeligvis har adgang til (lad være at trykke på den knap). Faktisk er det noget der virkeligt kan fyre op under mig, og derfor er min mission at vise folket, hvodan man nemt dyrker eget grønt på lidt plads – så man har adgang til mere nærende mad.
Denne blog er både min passion, men den er også grundlag for en del
af den passiv indtægt jeg genererer i form af online kurser og affiliate
links. På den måde er den passion blevet en god indtægtskilde for mig.
Du kan læse mere om dette andetsteds på denne side.
Det var lidt baggrund på mig. Tusind tak til dig, for at læse med, og jeg håber jeg kan inspirere dig til at folde dig selv ud i frihedens tegn.
Smil fra Katrine
Ps: Du vil i øvrigt også støde på affiliate links på denne side. Så ved du det - og sug endeligt til dig - måske opstår der idéer til, hvordan du selv kan gøre det.

