Det var der på et tidspunkt en person, der sagde til mig.
Jeg husker, at jeg lige stoppede op et øjeblik. For det var faktisk ikke sådan, jeg selv så på mit liv lige der.
Min hverdag er jo bare… min hverdag.
Og når noget bliver hverdag, bliver det også nemt usynligt.
Jeg havde – uden rigtigt at opdage det – fået rettet mit blik så langt fremad, at jeg næsten ikke kunne se det, der allerede var her.
Alt det, jeg endnu ikke havde opnået.
Alt det, jeg stadig ville skabe.
Og i det lys føltes mit liv ikke særligt imponerende. Bare… på vej.
Når vi glemmer at kigge bagud
Men sandheden er jo, at hvis jeg stopper op og kigger ærligt på mit arbejdsliv, så er det ret vildt.
Jeg er selvstændig og bestemmer over min egen tid.
Jeg bruger størstedelen af mine timer på noget, jeg selv har valgt.
Noget jeg er nysgerrig på. Noget jeg holder af.
Jeg kan arbejde, når jeg er inspireret.
Jeg kan gå en tur, når solen kalder.
Jeg arbejder mindre end de fleste – den mængde jeg føler, passer til mig
De fleste af mine ”produktions timer” foregår på en café med udsigt over vandet og en latte i hånden.
Min idé- og forretnings-udvikling foregår ofte når jeg er i naturen.
Det er ikke tilfældigt.
Det er resultatet af mange små valg.
Små skridt.
Truffet igen og igen, over mere end et årti.
Men fordi det er blevet mit “normale”, føles det ikke længere stort.
Og det er måske dér, vi mister noget vigtigt.
Motivation findes ikke kun fremad
Vi taler ofte om motivation som noget, der ligger foran os.
Det næste mål.
Det næste niveau.
Det næste “når jeg når dertil, så…”
Men motivation kan også findes et helt andet sted.
Bag os.
Forskning i motivation og psykologi peger faktisk på, at følelsen af fremdrift – det at kunne se, at vi har rykket os – er en af de stærkeste drivkræfter, vi har.
Når vi registrerer vores egne sejre, selv de små, sker der noget indeni:
Det giver ro.
Det giver stolthed.
Og det giver lysten til at fortsætte.
Ikke fordi vi mangler noget – men fordi vi allerede er i bevægelse.
Et spejl, jeg ikke vidste, jeg havde brug for
Den kommentar – “du har det fedeste arbejdsliv jeg nogensinde har set” – blev et spejl for mig.
Et spejl, jeg ikke selv havde holdt op foran mig i lang tid.
Den fik mig til at kigge tilbage.
Og se, at jeg faktisk står et sted i dag, som jeg for 10 år siden kun kunne forestille mig.
Det er ikke perfekt.
Det er ikke færdigt.
Men det er mit.
Og det er skabt.
En lille øvelse (der kan ændre mere, end du tror)
Hvis du mangler motivation lige nu, så prøv noget andet end det, du plejer.
Lad være med at kigge frem.
Kig tilbage.
Spørg dig selv:
Hvad kan jeg i dag, som jeg ikke kunne for 1 år siden?
Hvad har jeg skabt, som jeg dengang kun tænkte på?
Hvilke små skridt har jeg faktisk taget – også dem, ingen så?
Skriv det ned.
Ikke for at imponere nogen.
Men for at se det.
For det er dér, motivationen ofte gemmer sig.
Små skridt er vigtige skridt
Vi undervurderer det små.
De små projekter.
De små beslutninger.
De små handlinger, der ikke føles som noget særligt.
Men det er netop dem, der bygger et liv.
Ikke ét stort spring.
Men mange små.
De fleste overvurderer hvor langt de kan nå på ét år, men undervurderer hvor langt de kan nå på 10 år.
Så det vigtigste er altså bare at gøre noget.
Små skridt. Skridt for skridt.
Og husk undervejs at stoppe op et øjeblik,
kigge tilbage
og sige:
“Okay… jeg er faktisk nået ret langt.”
